Råbet river mig brat ud af søvnen. “Allah hu Akbar”, gjalder det. Klokken er 6. Tid for de troende at vende sig mod Mekka og for mig at vende mig om på den anden side til lidt mere søvn. Det har jeg brug for efter nogle strabadserende dage på kanten af Kutch.
De græsser der har været efter sidste regn er for længst brændt af og i ørkenen vokser nu kun tornede vækster, kaktus og babul.
Små landsbysamfund, værdige og elskværdige mennesker - varme og smil. Den store stilhed, den tørre luft. En kamelkærre trækker en sky af støv ud af sandet. I en hyttes skygge ligger en hund. I det monokrome landskab er kvinderne klædt i en fest af farver.
“You can photo the women” siger han. Jeg ser over mod en gruppe kvinder og retter på kameraet. De vender mig ryggen eller trækker slør for ansigtet. “Det går ikke “, siger jeg, “de bryder sig ikke om det.” “Dont mind” svarer han. “ It is ok to picture them, the men have given their permission.” Ja ja, but no thanks. Her er mændenes ord godt nok magt, men lige som frihed ligger under ansvar, ligger billeder under hensyn og i det fremmede er det godt at udvise takt….
Den unge mand skal giftes og der skal være stort bryllup. Han er 21 og har været forlovet siden han var 11. Bruden bor i en landsby 30 km væk og han har kun set hende flygtigt. Han vil være moderne siger han, da jeg spørger til de store huller i ørerne hvor de traditionelle Rabari øresmykker før har siddet. Han bærer allerede rundt på det sværd han skal bære som gom, skeden er broderet og smykket med perler.
Jeg har hyret en lille scooterrickshaw og min chauffør og vejviser er Bharat. Vi skal være sammen de næste 4 dage. Han er 52, ekstremt tynd, bidirygende og næsten tandløs. Han har ugelangt skæg og et dovent øje som får ham til at se lidt skulende ud. Hvis jeg mødte ham på en station en mørk aften ville jeg undgå ham. Men han er en fin fyr, han kan lidt engelsk og jeg har tillid til ham. “In my life”, siger han, “three things important. Three C’s: Chapati, chai, chillum” . Det sidste er ikke det mest betryggende når det handler om en chauffør og vi aftaler, at han kun fyrer fed efter fyraften. Til gengæld ryger han en mængde bidier og de første ryger ind allerede inden han får benene ud af sengen….
Jeg har forsyninger med : 4 liter vand, kiks, bananer, dadler, jordnødder…..
Militæret elsker hemmeligheder, kodeord, passersedler. Selvom jeg har et Restricted Area Permit, er der begrænsninger og usynlige grænser herude, og jeg kan nemt komme i knibe. Grænsen mellem Indien og Pakistan ligger i den ubeboelige saltørken og denne del af Kuch opfattes som grænseområde…
“Hey, we got to get up and get doing!“ Jeg presser Bharat. Det er en tur hvor han kommer på 3C faste - der bliver ikke meget hverken chai, chapati eller chillum. “Lets move on, Bharat. Chelo !” Jeg presser ham med min opdagetrang, mit drive, min iver efter eventyr, min interesse for randområder, og han og hans lille rickshaw kommer på arbejde. Til gengæld betaler jeg godt og han lærer selv nye steder at kende. Vi spørger gensidigt hinanden “you happy?” “Kush kush” - yes, I am happy…..
Vi cruiser omkring krebsens vendekreds og lægger de hullede rester af asfalteret vej bag os og er snart ude på sand, sten, klippegrund - vi humper og ryster af sted. Jo mindre hjul jo mere mærkes ujævnheder og hjulene på en scooterrickshaw er Små. På vejløse strækninger zig-zagger vi mellem kaktus og babul og når vi gør holdt indhentes vi af den sky af støv vi selv har hvirvlet op.
Et par gange aftaler jeg mødested med Bharat længere fremme og slår følge med Rabari hyrder. I nogle timer vandrer vi gennem et landskab som for mig er fuldkommen vejløst, men som hyrderne kender og tydeligt læser..
Det voldsomme jordskælv i 2001 rystede og ændrede den traditionelle landsbybebyggelse og husene er mange steder nu bygninger af beton. Men efterhånden som vi kommer længere ud kommer vi nu også til samfund med huse af pinde og ler.
Vi bliver selv et usædvanligt syn. Fremmede i et fremmed land. Jeg er den store hvide Bøhmand og børn løber rædselsslagne og skrigende bort. Kvinder vi møder slår op og flygter som en flok skræmte fugle, deres sjaler flagrende mens de løber. Mændene er fjendtlige og beskytter stammens isolation og anderledeshed.
Her er meget billedrigt, men totalt billedforbud. Jeg ville elske at være usynligt til stede med kamera. Men “no go”. Bharat er utryg og kalder dem vilde folk. “. Be careful. Also dangerous for me” …
Jeg finder gamle dage, men er ikke velkommen….Noget af det jeg har strabadseret for at nå frem til er eksklusivt, vil ikke vide af mig eller byde mig indenfor…Her er man truet af omverdenen og det moderne som trænger sig på og forsvarer og forskanser sig. Jeg repræsenterer det moderne de skubber væk og må afvise for at leve traditionelt som de gør. Det der herude virker tiltrækkende på mig må derfor afvise mig for at eksistere….
-----------------------------
Det er skønt at komme ud i vidderne, men også godt at komme tilbage til byen, til varmt bad og blød seng. Det sidste støv hostet op af lungerne og et måltid Palak Paneer med chapati og et glas varm citronsaft med ingefær og honning. Men der er en pris at betale. 4 dage på bagsædet af en åben rickshaw med støv og vind stormende ind fra flere sider har bragt mig en kanon forkølelse på halsen. Og 4 dage med mange timers daglig rystende kørsel har raslet både kamera og obtik i stykker selvom jeg har holdt og vugget det beskyttende som en baby i mine hænder…..shit happens….
“Travel hard, rest easy.” Lever og oplever…. love it…..
De græsser der har været efter sidste regn er for længst brændt af og i ørkenen vokser nu kun tornede vækster, kaktus og babul.
Små landsbysamfund, værdige og elskværdige mennesker - varme og smil. Den store stilhed, den tørre luft. En kamelkærre trækker en sky af støv ud af sandet. I en hyttes skygge ligger en hund. I det monokrome landskab er kvinderne klædt i en fest af farver.
“You can photo the women” siger han. Jeg ser over mod en gruppe kvinder og retter på kameraet. De vender mig ryggen eller trækker slør for ansigtet. “Det går ikke “, siger jeg, “de bryder sig ikke om det.” “Dont mind” svarer han. “ It is ok to picture them, the men have given their permission.” Ja ja, but no thanks. Her er mændenes ord godt nok magt, men lige som frihed ligger under ansvar, ligger billeder under hensyn og i det fremmede er det godt at udvise takt….
Den unge mand skal giftes og der skal være stort bryllup. Han er 21 og har været forlovet siden han var 11. Bruden bor i en landsby 30 km væk og han har kun set hende flygtigt. Han vil være moderne siger han, da jeg spørger til de store huller i ørerne hvor de traditionelle Rabari øresmykker før har siddet. Han bærer allerede rundt på det sværd han skal bære som gom, skeden er broderet og smykket med perler.
Jeg har hyret en lille scooterrickshaw og min chauffør og vejviser er Bharat. Vi skal være sammen de næste 4 dage. Han er 52, ekstremt tynd, bidirygende og næsten tandløs. Han har ugelangt skæg og et dovent øje som får ham til at se lidt skulende ud. Hvis jeg mødte ham på en station en mørk aften ville jeg undgå ham. Men han er en fin fyr, han kan lidt engelsk og jeg har tillid til ham. “In my life”, siger han, “three things important. Three C’s: Chapati, chai, chillum” . Det sidste er ikke det mest betryggende når det handler om en chauffør og vi aftaler, at han kun fyrer fed efter fyraften. Til gengæld ryger han en mængde bidier og de første ryger ind allerede inden han får benene ud af sengen….
Jeg har forsyninger med : 4 liter vand, kiks, bananer, dadler, jordnødder…..
Militæret elsker hemmeligheder, kodeord, passersedler. Selvom jeg har et Restricted Area Permit, er der begrænsninger og usynlige grænser herude, og jeg kan nemt komme i knibe. Grænsen mellem Indien og Pakistan ligger i den ubeboelige saltørken og denne del af Kuch opfattes som grænseområde…
“Hey, we got to get up and get doing!“ Jeg presser Bharat. Det er en tur hvor han kommer på 3C faste - der bliver ikke meget hverken chai, chapati eller chillum. “Lets move on, Bharat. Chelo !” Jeg presser ham med min opdagetrang, mit drive, min iver efter eventyr, min interesse for randområder, og han og hans lille rickshaw kommer på arbejde. Til gengæld betaler jeg godt og han lærer selv nye steder at kende. Vi spørger gensidigt hinanden “you happy?” “Kush kush” - yes, I am happy…..
Vi cruiser omkring krebsens vendekreds og lægger de hullede rester af asfalteret vej bag os og er snart ude på sand, sten, klippegrund - vi humper og ryster af sted. Jo mindre hjul jo mere mærkes ujævnheder og hjulene på en scooterrickshaw er Små. På vejløse strækninger zig-zagger vi mellem kaktus og babul og når vi gør holdt indhentes vi af den sky af støv vi selv har hvirvlet op.
Et par gange aftaler jeg mødested med Bharat længere fremme og slår følge med Rabari hyrder. I nogle timer vandrer vi gennem et landskab som for mig er fuldkommen vejløst, men som hyrderne kender og tydeligt læser..
Det voldsomme jordskælv i 2001 rystede og ændrede den traditionelle landsbybebyggelse og husene er mange steder nu bygninger af beton. Men efterhånden som vi kommer længere ud kommer vi nu også til samfund med huse af pinde og ler.
Vi bliver selv et usædvanligt syn. Fremmede i et fremmed land. Jeg er den store hvide Bøhmand og børn løber rædselsslagne og skrigende bort. Kvinder vi møder slår op og flygter som en flok skræmte fugle, deres sjaler flagrende mens de løber. Mændene er fjendtlige og beskytter stammens isolation og anderledeshed.
Her er meget billedrigt, men totalt billedforbud. Jeg ville elske at være usynligt til stede med kamera. Men “no go”. Bharat er utryg og kalder dem vilde folk. “. Be careful. Also dangerous for me” …
Jeg finder gamle dage, men er ikke velkommen….Noget af det jeg har strabadseret for at nå frem til er eksklusivt, vil ikke vide af mig eller byde mig indenfor…Her er man truet af omverdenen og det moderne som trænger sig på og forsvarer og forskanser sig. Jeg repræsenterer det moderne de skubber væk og må afvise for at leve traditionelt som de gør. Det der herude virker tiltrækkende på mig må derfor afvise mig for at eksistere….
-----------------------------
Det er skønt at komme ud i vidderne, men også godt at komme tilbage til byen, til varmt bad og blød seng. Det sidste støv hostet op af lungerne og et måltid Palak Paneer med chapati og et glas varm citronsaft med ingefær og honning. Men der er en pris at betale. 4 dage på bagsædet af en åben rickshaw med støv og vind stormende ind fra flere sider har bragt mig en kanon forkølelse på halsen. Og 4 dage med mange timers daglig rystende kørsel har raslet både kamera og obtik i stykker selvom jeg har holdt og vugget det beskyttende som en baby i mine hænder…..shit happens….
“Travel hard, rest easy.” Lever og oplever…. love it…..
No comments:
Post a Comment