Da jeg var ung: Udlængslen - som en forårsfornemmelse. At bryde op og rejse ud med bare en lille taske. Ud på landevejene. Være verdensvendt og komme til stede i det fremmede….

Indien. Så fuld af liv. Intet andet land er så kaotisk, vildtvoksende, mangfoldigt og ingen som kommer hertil lades uberørt. Gammelt og nyt, smukt og grimt, liv og død i skarp sovs. En vild palet og bred vifte af farver, overraskelser og kontraster - det trænger sig på og anråber mig fra mange sider og jeg befinder mig ofte i en heksekedel af bevægelse hvor jeg forføres, anfægtes og  fascineres....
Jeg er Lone Rider. Jeg strabadserer. På steder jeg ikke kender venter noget på mig og ofte ved jeg ikke hvor vejen fører mig hen. Hvad er det der driver mig?  Opdagelyst, nysgerrighed og øjne sultne efter nye billeder i gamle verdener…..

Kachchh (Kutch) er en aktiv jordskælvszone. Ved det sidste store skælv i 2001 døde 30.000 og skaderne var omfattende. Det gik hårdt ud over Bhuj og byens historiske bygninger, men særligt i provinsen og de mange små landsbyer satte katastrofen mærkbare spor - i et kulturelt efterskælv blev livet her forandret for altid…
Områderne op mod Rann of Kutch har ligget fjernt fra mainstream Indien og den moderne verden og var indtil for nylig hjemegn for forskellige befolkningsgrupper med traditionel livsstil. Jeg har været her før og for mange år siden rejst og boet i de små samfund mellem Jats, Rabaris, Ahir og Meghwal. Jeg har erindringer om at vågne under stråtag i runde lerklinede huse med rigt dekorerede vægge - farvede mønstre med indlagte spejlstykker. Sidde på en fletseng på en lerstampet gårdsplads med dagens første te. Kameler der ligger og gumler, et køkkenbål, stolte mænd med turbans og kvinder klædt i de farvestrålende tekstiler som Kutch er kendt for.

Jordskælvet bragte Kutch i international fokus og staten, industrien og NGOer rykkede ind. Der skulle nu ikke alene hjælpes og genopbygges,  der skulle udvikles…

Jeg kommer til Kutch med mine gamle erindringsbilleder og konfronteres med nutidig virkelighed. Meget er forandret og mange steder er det nu ad asfalterede veje jeg kommer til  landsbyer hvor det moderne vinder indpas. Sådan er det med tiden, men mødet mellem det gamle og det nye er her sket temmelig pludseligt og indebærer en vifte af konflikter. Det syn jeg møder får mig til at tænke på tab, tab af karakter og identitetstab. Jeg er vidne til de flossede rester af døende kulturer....

Den magtfulde stat, industrisektoren, den motoriserede mainstreamkultur, globalisering, masseturisme - stærke kræfter er i spil og alle vegne trænger nye tider sig støjende på. Traditioner er i opløsning og kulturer forsvinder - et nyt og forandret Indien bryder buldrende frem. Det er en ung nations iver efter at erobre fremtiden og alle forandringer er “udvikling” og “fremskridt”. New Delhi er nu verdens mest forurenede by og på vej mod ubeboelighed…..

De forrevne rester af det Indien jeg engang kendte, eksisterer nu kun som fjerne udkanter. Selvom det er et stort land, er det egentlig bemærkelsesværdigt, at der stadig findes steder som minder om gamle dage, min ungdoms Indien….

Det er mere end 50 år siden jeg som ung første gang blaffede til Østen - 1962. Tænk hvis det i stedet for landevejene, havde været en rejse tilbage i tiden. 50 år. Det ville have bragt mig til Danmark før første verdenskrig - et land uden biler, tv, telefoner, plastik - uden motorveje, traktorer, supermarkeder, lufthavne. Et helt andet samfund i en mere langsom og stille verden.

Jeg leder efter et sted, men finder det ikke. Måske er det i virkeligheden ikke et sted jeg søger, men et punkt i tiden…..

I Østen nåede jeg at opleve den gamle verden og det er dens ruiner, rester og skygger jeg opsøger. Det er her jeg tager billeder og dokumenterer hvad der er i færd med at forsvinde.

Moderniteten virker i Indien ofte kunstig og overfladisk, som om man er kommet til den for pludseligt.

Byerne vokser eksplosivt med enorme områder af identitetsløse ikke-steder.

Biler, busser, lastvogne - og en hær af motorcykler fræser frem - et inferno af fart. Krigere i sadlen på alle de hestekræfter parat til at kaste sig ud i kampen om at komme først.

Larmen! Råbene, højttalerne, mobiltelefonerne - et totalt angreb på stilheden.
I trafikken en øredøvende dytten hvor alle har et horn i siden på hinanden. …

Miljø- , kultur- og naturødelæggelserne er enorme - det er som en virus der hærger landet.

Affald breder sig som udslet over alt og trafikårerne er kantet af et bånd af skrald.

Fremad! Udvikling! Fremskridt!

Og udviklingen er nu også kommet til Kutch.
Korrupte politikere, skrupelløse landgrabbers, mineselskaber, industri- og forretningsforetagender - grådige og muskuløse. Ingen kan modstå. Det er big business i en verden hvor penge taler esperanto og alle regler kan bøjes. De rige bliver rigere, de fattige fattigere. Og de største tabere er miljøet, minoriteterne og de oprindelige folk.....


Jeg rejser frem og tilbage over Krebsens vendekreds med kamera, en flaske vand og et nyt ordforråd: Kem chho, bhale bhale, abhar, ajvo - eller med andre ord: How are you, O.K., tak, farvel….


Psykologen Carl Jung sagde i sin tid: ”Måske er Indien den virkelige verden og folk i vesten lever i et galehus af åndsfraværelse”. Hvad ville han sige i dag hvor fart og hastige forandringer har grebet verden? At hans Indien var et sted i en drøm?  - som så meget andet af det Jung beskæftigede sig med….

”Indien har sovet længe, men er nu vågnet” siger Prasad som har kunnet bygge til huset og har skiftet cyklen ud med en motorcykel og drømmer om snart at få råd til en lille bil.  Og ja, det slumrende Indien sov ikke altid roligt, men det ny Indien vender og drejer sig og skal tidligt op og have travlt efter for lidt søvn og bringer en stor uro med sig ind i dagen hvor der for nogle bliver flere penge og for alle for lidt tid…..

Og når det kommer til attraktive steder som opdages af turistindustrien kan man sige, at paradis er helvedes begyndelse. So it goes….